Indisk curry med squash, linser og kikærter i slow cooker

Denne curry er lækker og cremet og med masser af smag. Den er hurtig at smide sammen i slow cookeren og varmer godt her i den kolde tid.

Jeg er rigtig vild med kokosmælk og tomat sammen og synes, det smager skønt. Denne curry her er lækker og cremet og med masser af smag. Den er hurtig at smide sammen i slow cookeren og varmer godt her i den kolde tid. Hvad mere kan man ønske sig?

Indisk curry

Du skal bruge:

  • 2 løg hakket
  • 1 porre halveret og i skiver
  • 2 fed hvidløg hakket
  • 1 spsk. olie
  • 1 spsk. karry
  • ½ tsk. cayennepeber
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 squash i grove stykker
  • 1 rød peberfrugt i grove stykker
  • 1 dåse kikærter
  • 1/2 dåse kokosmælk
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse tomat pure
  • 1dl røde linser skyllede
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Sauter løg og hvidløg i olien sammen med krydderierne. Tilsæt porren og sauter endnu et par minutter. Tilsæt linserne og steg indtil de begynder at “sidde fast” på panden. Kom det i slow cookeren sammen med alle de andre ingredienser og giv det 2,5 timer på high. Smag til med salt og peber og server med ris

Velbekomme 🤗

Omsorgsmors veganske linsesuppe i slow cooker

I sidste uge skrev min gode veninde omsorgsmor til mig på messenger. Hun spurgte, hvad hun kunne lave af de grøntsager, hun havde i køleskabet. De skulle bruges inden de gik til. Hun havde et par kartofler, en porre, en squash og lidt hvidkål. Jeg foreslog grøn linsesuppe med hvidkålssalat (og gav hende en lidt mere udførlig beskrivelse). Jeg blev jo så også lidt nysgerrig selv, så det skulle da også afprøves herhjemme. Som sagt så gjort, og bettemanden var vild med kartoflerne i suppen – det andet kan godt være lidt svært at spise med fingrene 😂

Omsorgsmors veganske linsesuppe.jpg

Du skal bruge:

  • 250 g grønne linser
  • 1 løg hakket
  • 2 fed hvidløg hakket
  • 1 squash revet
  • 1 porre i tynde ringe
  • 4 kartofler
  • 1 bouillonterning
  • 2 tsk timian
  • Olie til at stege i
  • Vand til det dækker
  • Salt og peber
  • Evt. lidt soya fløde til sidst

Sådan gør du:

Sauter løg og hvidløg til løgene er gennemsigtige. Tilføj porrer og sauter et par minutter mere. kom linserne på panden et par minutter. Kom det i slow cookeren sammen med resten af ingredienserne og giv det 4,5 timer på high. Smag til med salt og peber og server med flutes eller rugbrødscroutoner.

Velbekomme 🤗

Vegansk parmagiana med squash og kartofler i slow cooker

Lasagne falder altid i god jord herhjemme, men det bliver jo trivielt, hvis det bliver serveret hele tiden. Så jeg har lavet denne afart af den italienske parmagiana, og den er hitlistemæssigt på linje med lasagnen.Parmagiana

Du skal bruge:

  • 2 squash (almindelig butiks størrelse) i skiver på langs ca 3,5 mm (jeg brugte mit mandolin jern)
  • 1 kg kartofler i skiver ca 3,5 mm
  • 1 liter tomatsauce (se opskrift her Tomatsauce)
  • Basilikum
  • Mynte
  • Salt

Sådan gør du:

Salt squashen og lad den dryppe af i et dørslag i ca 30 min. Klargør evt. de andre ting mens squashen drypper af. lav et dobbelt lag af kartoffelskiver i slow cookeren, læg de afdryppede squash i et lag ovenpå. Kom basilikum og mynte på squashen og dæk med tomatsauce. Gentag indtil du ikke har flere grøntsager eller tomatsauce. Jeg fik 3 lag i alt. Giv det 4,5 timer på high i slow cookeren og server evt. med lidt smeltet vegansk mozzarella på toppen og salat og flutes til.

Velbekomme

Tomatsauce i slow cooker

Tomatsauce er og bliver er hit herhjemme. Det er perfekt med pasta og ryger lige ind i hovedet på bettemanden. Det kan bruges på pizza og i lasagne, med linser og kan endda bruges som sovs til risen og dellerne. Derfor laver jeg altid en monster stor portion, som jeg enten fryser eller kommer på glas. Det her kan lige netop, som i til kanten, være i min slow cooker, så det kan meget vel være, at du er nødt til at justere lidt i mængden – sorry. Jeg laver tomatsauce ca en gang om måneden, og så har jeg til andre retter og favoritten pasta med tomatsauce.

Tomatsauce

Du skal bruge:

  • 8 dåser hakkede tomater (4 blendet smooth)
  • 2 squash fint hakket
  • 6 gulerødder fint hakket
  • 4 løg fint hakket
  • 6 hvidløg fint hakket
  • 6 stængler bladselleri fint hakket
  • 3 grøntsagsboullion terninger opblødt i 2 dl vand
  • 2 spsk oregano
  • 200 g tomatpure
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Sauter løg og hvidløg på panden og kom det i slow cookeren sammen med de andre ingredienser. Rør rundt (forsigtigt så det ikke skvulper over) og giv det 6 timer på high. Det giver mellem 4 og 5 liter tomatsauce. Hvis du putter det på glas, så “kog” glassene og låg og put saucen i mens den er varm. Hvis du fryser det ned, er du nødt til at vente, til det er kølet af.

Velbekomme 😊

Vegansk bygotto med squash og gulerødder i slow cooker

I min bog er perlebyg virkelig bare win win. Det er fuldkorn og har ikke den store effekt på mit blodsukker, og så smager det bare super godt. Vi har efterhånden fået bygotto en del gange herhjemme, men det har været lavet i en gryde og med masser af parmesan ost og lidt fløde. Nu er det altså tid til at prøve det af i slow cookeren og denne gang den veganske version, som jeg laver med lidt soya fløde eller lidt vegansk ost rørt i til sidst.

Bygotto

Du kan følge min opskrift, som den er eller bruge de grøntsager, du nu har i skuffen eller i fryseren. Jeg har lavet versioner med champignon, ærter, spuash (gør den mere cremet) og gulerødder indtil videre men skal helt sikkert eksperimenterer med andre variantioner også.

Du skal bruge:

  • 2,5 dl perle byg
  • 7,5 dl vand (kogende)
  • 1  grøntsagsbouillonterning
  • 1 løg hakket
  • 1 hvidløg hakket
  • 1 squash i stykker (kvarte)
  • 4-5 gulerødder i skiver
  • 1 tsk tørret timian
  • Salt og peber
  • Evt. lidt soya fløde eller vegansk ost (tilsættes lige inden servering)

Sådan gør du:

  • Sauter løg og hvidløg i lidt olie på en pande og kom det i slow cookeren.
  • Opløs bouillonterningen i vandet og kom det i slow cookeren.
  • Tilsæt perlebyg, squash og gulerødder
  • Tilbered i 2 timer på high.
  • Smag til med salt og peber
  • Rør evt. lidt soya madlavningsfløde eller vegansk ost i lige inden, du serverer det.

Velbekomme