Vegansk blomkål og abrikos dhal i slow cooker

Dhal har længe været en favorit herhjemme specielt fordi, det bare er så nemt og smager så godt. Denne her version er med blomkål og abrikos og du kan også fint tilsætte lidt frisk spinat, lige inden du serverer retten. Der er meget smag i den her ret, så jeg vil anbefale at servere den med ris og naan brød.

Blomkål og abrikos dhal.jpg

Du skal bruge:

  • 1 blomkål i buketter
  • 6 tørrede abrikoser skåret i mindre stykker
  • 200 g røde linser skyllet i vand
  • 2 mellemstore løg hakket
  • 2 fed hvidløg hakket
  • 3 gulerødder i skiver
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 6 dl vand (kogende til at udbløde boullionen)
  • 1,5 dl kokosmælk
  • 2 tsk gurkemeje
  • ½ tsk chili i flager eller frisk hakket
  • 2 tsk koriander
  • 1 tsk spidskommen
  • Olie til at stege i
  • Salt og peber
  • Evt. lidt groft hakket spinat

Sådan gør du:

Sauter løg og hvidløg i lidt olie i en pande, tilsæt linserne og lad dem stege med et par minutter, indtil de begynder at “sidde” fast på panden. Kom det i slow cookeren, og tilsæt resten af ingredienserne, rør rundt og tilbered i 2,5 til 3 timer på high. Smag til med salt og peber, og tilsæt evt. lidt groft hakket spinat inden du serverer retten (hvis det er frossen spinat så lad det simre lidt med). Server med naan brød og ris til.

Velbekomme 🤗

Vegansk rød linse dhal med gulerødder og tomat i slow cooker

Jeg er vild med masser af krydderier og smag, og selvom denne ret er rimelig simpel, så smager den forrygende (du kan endda lave den uden gulerødder og hakkede tomater). Dhal er en af mine linsefavoritter, dels fordi det er så nemt, men også fordi det bare mætter rigtig godt. Og så kan det spises koldt på rugbrød dagen efter.

Jeg laver altid en kæmpe portion, så der også er til fryseren eller dagen efter. Så hvis du kun vil have til en dag, så brug det halve af ingredienserne.

Dhal

Ingredienser:

  • 400 g røde linser skyllet i vand
  • 4 mellemstore løg hakket
  • 4 fed hvidløg hakket
  • 4 gulerødder i skiver
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 100 g tomat pure
  • 2 grøntsagsbouillonterninger
  • 1,2 l vand (kogende)
  • 4 tsk gurkemeje
  • 1 tsk chili i flager eller frisk hakket
  • 4 tsk koriander
  • 2 tsk spidskommen
  • Olie til at stege i
  • Salt og peber

Fremgangsmåde:

Sauter løg og hvidløg i lidt olie i en pande og kom det i slow cookeren. Tilsæt resten af ingredienserne, rør rundt og tilbered i 2,5 til 3 timer på high. Smag til med salt og peber, kom evt. en klat soya fraiche eller yoghurt i og server med rug- eller naanbrød til.

2,5 til 3 timer på high