Englændermad aka chili sin carne i slow cooker

Englændermad – hvad i hele hule er det nu for et navn? Jow, det første år min kæreste og jeg var sammen, havde vi et langdistanceforhold, da jeg boede i London den gang. Hver gang han kom på besøg, lavede jeg denne chili sin carne til os. Han fløj med lavpris selskaberne på de mest latterlige tidspunkter, så det var som regel meget sent før han ankom. Så var det altså rart lige med lidt at spise og gerne noget med lidt spark i (jeg putter ikke rigtig chili i lige pt, da bettemanden ikke kan have det endnu). Han døbte det Englændermad, og det hedder det så stadig herhjemme – hvis jeg kalder det noget andet som fx chili sin carne, så aner han ikke, hvad jeg snakker om…

Englændermad

Du skal bruge:

  • 4 dåser hakkede tomater (2 blendet)
  • 2 dåser røde kidney bønner med lage
  • 2 røde peber i grove tern
  • 2 løg hakkede
  • 3 fed hvidløg hakkede
  • 1 boullionterning opblødt i ½ dl vand
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk chili flager (eller mere efter behov)
  • 2 tsk paprika
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Sauter løg og hvidløg til de er gennemsigtige. Tilføj de røde peber og krydderi og giv det et par minutter mere. Kom det i slow cookeren sammen med resten af ingredienserne og tilbered det i 4 timer på high. Server med flutes og evt. salat til.

Velbekomme 🤗

P.S. Der kommer flere og bedre billeder senere – morhjernen glemte det simpelthen!